I dag handler mit nyhedsbrev om følelsen af at være lige ved at give op. Og med at give op mener jeg, når det hele bliver lidt for overvældende og vi mest af alt har lyst til at
Tage en virkelig lang lur
Fortælle vores chef, hvad vi virkelig føler
Aflevere børnene hos bedstforældrene (i laaaaaang tid)
Spise take-away-mad i en uge.
Jeg tror, du ved, hvad jeg mener. Og måske kender du det? Jeg gør i hvert fald.
Ind i mellem melder den desperate lyst til at smide håndklædet i ringen, lade det hele gå og give alting op fordi vi simpelthen har alt, alt for meget i vores liv. Andre gange skyldes det, at vi er begyndt at tage ting (og livet) alt for personligt. Lad mig uddybe, hvad jeg mener.
Hvis du mere end alt muligt andet bare har lyst til at tage en lur, er du måske begyndt at tage hele verden på dine skuldre. Verden (og især det at fikse Verden) er ikke dit ansvar. Slip det.
Hvis du har lyst til at fortælle din chef, hvad du virkelig tænker, tager du måske jobbet for personligt. Dit arbejder er netop blot det: dit arbejde. Lad chef være chef og arbejde være arbejde. Fokuser i stedet på dig selv
Hvis du har lyst til at børnene tager på en lang ferie uden dig, er det måske tid til at slippe vigtigheden af din rolle som forældre. Giv dig selv lidt plads i rollen og lad dine børn være det de er, nemlig børn og giv i stedet dig selv lov til at være det, du er, nemlig voksen.
Og hvad angår et overdrevent forbrug take-away-mad: Gør det! Gør det lige indtil du er træt af det. Pyt med det!
Med andre ord: Når vi er udkørte og overkørte, er det ofte fordi vi har for meget fokus på at alt muligt (andet end os selv) er meget vigtigere og fordi vi tager det hele meget personligt. Slip det lidt. Slap lidt af i det. Og Inviter i stedet det mere upersonlige ind i dit liv.
Med upersonlig mener jeg det perspektiv, hvor du ikke er Verdens centrum og ikke har hele ansvaret. Ofte er det et perspektiv og en side af os selv, vi kommer i kontakt med, når vi kigger på havet. Kigger ud over bjergene. Eller ind i vores elskedes øjne. Når vi hører musik, danser eller hvad vi nu ellers gør for at slippe vores hverdags-perspektiv og slippe os selv lidt fri.
Pas dig selv. Pas på dig selv. Og lad de andre passe sig selv. Det er de alligevel også meget bedre til, end du er. Og det samme kunne jeg sige til dem.
Kh. Sofia