I disse tider, hvor Corona fylder i medierne og i vores liv, er det godt at være vågen og lægge mærke til hvilken mening, du giver det, der sker omkring dig.
Som mennesker er vi meaning making machines. Vi går hele tiden rundt og giver tingene en mening.
Din chef smækker med døren, og straks tænker du måske “hun er skuffet over mig” eller “hun er sådan en drama queen”, eller noget helt tredje (fyld selv ind).
En avisartikel beskriver, hvordan et flyselskab er gået fallit på grund af Corona. Du tænker måske: “Nu får vi fem års krise og må sælge hus og hjem”. Eller du tænker: “Det er bare drama, det hele går over om lidt”. Eller noget helt tredje.
Men i virkeligheden var der måske blot gennemtræk på din chefs kontor. Og flyselskabet var gået fallit alligevel – af helt andre grunde.
Min pointe er: Du aner det ikke. Selvfølgelig ikke. Og det er i øvrigt også helt ude af din kontrol. Vær vågen over for hvilke meninger, du giver det, der sker i din virkelighed.
Hvorfor? Fordi, ofte kommer vi til at give tingene en mening baseret på vores indre biografi. Hvis det filter, du har fået med dig i livet, er et bekymringsfilter, ser du måske det værst tænkelige alle steder. Hvis det, du har fået med dig, er et optimistisk filter, ser du måske de bedste scenarier alle steder.
Men ingen af de to perspektiver er jo nødvendigvis sandheden. I hvert fald ikke hele sandheden.
Den anden dag vendte jeg Corona-sagen med en veninde. Hun var meget optimistisk. Og jeg indså, at jeg havde dømt hende sådan lidt “hovedet i sandet”-agtig.
Jeg synes, hun lavede ”strudsen”. Og det gjorde mig utryg. Fordi mit filter er, at når andre ikke tager ansvaret, så må det være mit ansvar.
Men det er jo ikke hele sandheden. Det kan godt være, at min veninde får ret. At alt er godt. Men der er jo også mindst 10 andre mulige scenarier.
Så, jeg huskede mig på at holde alle scenarier åbne for at være mest muligt i virkeligheden og forholde mig til den. Til det, der sker. I stedet for det, jeg tænker om det, der sker.
For vi kan ikke altid stole på vores tanker. Men vi kan stole på virkeligheden. Når vi begynder at tro at vores indre virkelighed ER sandheden, så lider vi. Og det er det, dagens video handler om.
Kh Sofia