Sæt dit mål. Nå din drøm. Nu.

I dag handler min blog om en af de forhindringer, der oftest afholder os fra at nå vores mål. Nærmere bestemt en overbevisning, som mange af os har, nemlig den tro, at vi skal have alle egenskaberne, før vi kan begynde at gå efter vores mål.

Hvilket er lidt ligesom at tro, at man skal kunne køre perfekt bil, før man begynder at tage et kørekort. Eller at man skal kende alt til at være selvstændig, før man starter en virksomhed. Sådan forholder det sig heldigvis (og selvfølgelig) ikke.

Det menneskelige sind er indrettet således, at i det øjeblik vi beslutter os for at gå efter et mål, vil vi øjeblikkeligt begynde at tiltrække de ting, vi behøver for at føre målet ud i livet. Du kender det måske fra dig selv. Du har taget en beslutning om at rejse til Grækenland og straks ser du annoncer med Grækenlandsrejser i alle bladene. Eller den klassiske: Du er single og savner en kæreste - og pludselig ser du kun forelskede par omkring dig. Sådan fungerer det også med dine mål. I det øjeblik du har besluttet dig for, hvad du vil opnå, vil du tiltrække (og lægge mærke til) netop de ressourcer og indsigter, der vil hjælpe dig på vej mod dine mål. Det er næsten som om, din hjerne pludselig er sat på autopilot. 

Den logiske forklaring er denne: Mennesket modtager flere hundrede sanseindtryk i minuttet og er derfor nødt til at sortere i dem for ikke at blive overvældet. Din hjerne er skabt til at hjælpe dig. Så hvis du på forhånd har meddelt den, hvad du gerne vil opnå, hjælper den dig hellere end gerne med at fokusere på og finde de ting, du har brug for.

Men det kræver altså, at vi fortæller hjernen, hvad vi vil opnå. Og at vi altså går i gang nu. Og ikke når alt er perfekt og klar til, at vi kan gå i gang. Og så kræver det en anden ting: Nemlig, at vi sætter os et mål, der er specifikt og målbart. 

Vores hjerne har en tendens til ikke at kunne holde fokus på noget, der er uklart og utydeligt. Så hvis din hjerne skal kunne hjælpe dig, er det vigtigt, at du ved, hvad du vil, og at du ved, hvornår du har nået det. Hvis det er uklart i dit sind, hvad der skal fokuseres på, vil resultaterne også blive derefter. 

Så hvis alt ikke behøvede være perfekt, før du kunne gå efter din drøm, hvad ville den drøm så være?

Få mere inspiration til dine drømme - og dine mål - I dagens video.

Kh. Sofia