Jeg møder ofte mennesker på min vej, som har ramt stress-muren. Jeg husker særlig en studerende på vores coach uddannelse. Da han begyndte på Coachuddannelsen var han på stress-orlov fra sit firma, hvor han var partner.
Hans hænder rystede, når han talte og han fortalte mig, at han havde overhørt stress-signalerne igen og igen. Først var konen gået, så havde hans venner talt alvorsord med ham. Så tog de andre partnere i firmaet fat i ham. Alle havde de den samme besked:
“Skal du ikke til at passe lidt bedre på dig selv?”
Men han fortalte mig, at det var som om, han ikke kunne. Som han udtrykte det: “Når jeg bliver grebet af noget, giver jeg mig helt hen til det. Ingen smalle steder. Jeg giver mig fuldt ud.”
Måske kender du det?
Følelsen af at give for meget af dig selv? Fornemmelsen af at din passion, brænder dig ud? Tilstanden hvor du glemmer dig selv, og er mest fokuseret på den/det anden/andet?
Du har simpelthen lært at overleve ved at være helt ovre i andres behov. Og på den måde miste dig selv. Hvis man spurgte dig, midt i en interaktion, om du kunne mærke dine fødder, vil du måske svare: “Mine fødder? Hvilke fødder”? Simpelhen fordi du er så fokuseret på det andet, det der er uden for dig selv.
En anden studerende på Coachuddannelsen, kom ligeledes op til mig og delte hvordan hun, også maksimalt presset af livet, næsten følte hun var deprimeret. “Jeg bliver aldrig en god coach” sagde hun. Fordi hun, som hun udtrykte det, “holdt på sig selv”. Hun fortalte, hvordan hun ofte følte, at hun lukkede af for omverdenen. At hun næsten mærkede sig selv for meget. Og hvordan hun derfor ofte følte sig udenfor og endda isoleret.
Måske kender du det?
Du føler næsten, du er nærig med dig selv?
Du mærker dig selv (for) meget?
Du lukker af for omverdenen og gemmer dig?
Måske kender du følelsen af “holde dig selv tilbage” og være lidt for selvbevidst?
Ofte tror vi, at vi bare “er” sådan. Men det er ikke sandt. Du “er” ikke bare sådan. Det er en overlevelses-mekanisme, som du har tilegnet dig på et tidspunkt i dit liv, hvor du synes, du havde brug for det. Om du har “valgt “ den ene eller den anden mekanisme er næsten ligeså tilfældigt som om din navle vender indad eller udad.
Og som sådan er der ikke nogen problemer med nogen af de to måder at være i Verden på. Kun når de kommer ud af balance. Og bliver automatiske. Og når noget bliver automatisk i vores liv, er det ofte fordi det er ude balance (som når du automatisk rækker ud after chipsskålen uden at tænke over om du har lyst til chips).
Og her er hemmeligheden. Begge handlemåder kommer fra et dybt ønske om at connecte med vores omverden. Når vi er ude af balance, kommer vi ofte til de modsatte. Vi over-connecter eller gemmer os. Og ingen af delene giver os det, vi ønsker. Nemlig ofte fællesskab og kontakt med dem omkring os. I stedet brænder vi ud på den ene eller anden måde. Når vi er ude af balance, er vi ofte blot i gang med at køre auto-pilot på vores overlevelses-mekanismer. Og det føles aldrig rart. Og fremfor alt: Det giver os ikke det, vi ønsker!
Løsningen ligger et helt andet sted. Og det er det, dagens video handler om.
Kh.
Sofia