Flere af mine studerende på coachuddannelsen har brugt noget af deres sommerferie på at tænke over, om deres (arbejds)liv er, som de ønsker, det skal være. Det et helt naturligt. Når vi bryder rutinerne og endelig har tiden til at kontemplere, så svæver tankerne gerne hen på det, vi fylder hverdagen med og selvfølgelig også på, om det vi fylder hverdagen med, er det, vi trives med.
Når jeg spørger ind til, hvad det mere præcist er for tanker, de går og tænker, får jeg svar i stil med:
“Er jeg i det rigtige job?”
“Lever jeg mit liv som jeg ønsker?”
“Er jeg på vej i den rigtige retning?”
Det er store tanker. Og de er også nemme at fare vild i. Men de behøver ikke at være overvældende.
For det er sjældent hele vores liv, der skal “skiftes ud” eller startes forfra. Ofte handler det om måden, vi lever livet på. Måden vi er i livet på. Måden vi tænker om livet på. Lad mig forklare:
Når vi bliver trætte i livet, er det ofte fordi vores framework er blevet forældet. Vores framework er de overbevisniger, perspektiver og historier vi har om livet. Og når de ikke passer til vores liv mere, så bliver vi trætte. Livet begynder at føles lidt fladt.
Det kan være, du har en overbevising om, at du skal arbejde på en særlig måde eller at der er et særligt mål, du må og skal opnå. Det kan være, du (eller andre?) har en forventning om, at dit liv skal se ud på en særlig måde. At der er særlige kriterier for, hvornår du synes, du er en succes, at lykkedes. Måske synes du, du altid bør være pligtopfyldende og loyal på arbejde. Og behovstillende og sjov derhjemme og i dit sociale liv. Eller omvendt.
Det er som sådan fint nok. Men måske kan du mærke, at det ikke passer til dig. At det gør dig træt, ked af det, keder dig, frustrerer dig. Og så er det, de “store” tanker melder sig og spørgsmålene begynder at stille sig i kø.
Ofte vil du føle modstand. Den kommer meget sandsynligt fra dit gamle framework, som prøver at opretholde sig selv. Dine tanker kan næsten føles som en trussel mod dets overlevelse. Og det er de også. For din lyst til at være i livet på en anden måde, din lyst til at finde en dybere mening, dIn nysgerrighed på livet og hvad det (også) kan bringe, er selvfølgelig en trussel mod din gamle måde at se verden på.
Så hvad du kan gøre? En klassisk fejl er som sagt at tro, at hele vores verdensbillede skal skiftes ud. Det skal det ikke. Slet ikke. Du kan til gengæld gøre store forskelle for dig selv ved blot at justere i det små. Det fortæller jeg mere om i dagens video her.
Kh. Sofia