At kende vores styrker er en gave. At kende vores svagheder kan være endnu vigtigere.
Hvad jeg mener er, at vi ofte kommer til at sidde fast i at fokusere på de styrker, vi har fået med os i livet. Vi har det med at overforbruge dem. Og dermed overse en masse perspektiver, som vi så slet ikke får adgang til.
Hvis livet så begynder at halte, kan vi komme til at tro, at vi skal være endnu bedre til det, vi allerede er gode til. Men det er en stor fejl. For ofte ligger løsningen i at kigge på vores svagheder og de steder, hvor vi er mindre gode. Også selvom de nogle gange kan være svære at få øje på. Lad mig give et eksempel:
Jeg følte mig i mange år mest tryg ude i verden, når jeg var i gang med noget, fikse noget eller være noget for nogen. Og mindre tryg når jeg fokuserede på det, der var tættest på: Mig selv og mine egne behov.
På en eller anden måde overså jeg netop denne dynamik i mange år. Jeg blev bedre og bedre til at hjælpe, fikse og ordne for andre. Samtidig glemte jeg mere og mere mig selv.
Lige indtil et klogt menneske gjorde mig opmærksom på, at jeg var i gang med at vedligeholde en meget solid ubalance.
Jeg har set det samme igen og igen hos mange af mine studerende og klienter: Vi bliver bedre og bedre til det, vi allerede kan, og det bliver så på mange måder samtidig en større og større del af vores problem. Skørt! Men altså også normalt. Hvad kan vi gøre ved det? Det handler dagens video om.
Kh Sofia