Min datter er delebarn. Skilsmissebarn. 7-7 barn. Men mest af alt er hun min datter. Og sin fars datter. Hun er vores. Også selvom vi ikke er hinandens mere. Altså os voksne. Og det er svært. Det er hårdt. Og det er, ligegyldigt hvor godt et forhold min eksmand og jeg så end har, en sorg at dele hende.
Normalt føler jeg mig ellers lettere malplaceret til den slags events. Som “The odd one out”. Føler de andre mødre glider ind og ud af samtaler med ynde. Alt imens jeg for femte gang får spurgt en (hjemmegående) mor, hvordan det går med karrieren, mens jeg desperat kigger mig rundt efter virkelig stærk kaffe.
