Meget lidt af det vi går og forestiller os om lykken stemmer overens med virkeligheden, og meget få af de projekter og ideer, vi gør til garant for vores lykke bliver realiseret på den måde, vi gerne vil have dem til. Resultatet bliver ofte, at vi jagter lykken, og i mellemtiden glemmer at værdsætte det, vi har.
To forskellige virkeligheder
Virkeligheden er sin egen, helt uforudsigelig og uransagelig. Og lykken forbliver uopnåelig, hvis vi vælger at fortsætte med at leve i to forskellige virkeligheder. Den ene virkelighed er den, der foregår inde i vores hoveder, og som viser et tydeligt billede af, hvad der skal til for, at vi kan være lykkelige.
Den anden er den reelle virkelighed, der foregår rundt om os hele tiden, og som – selv om den, hvis vi anerkender den, kan være yderst samarbejdsvillig – ikke lader sig kontrollere, men gør præcis som den vil. Og i stedet for at indse at vores ”Projekt Lykke" er dømt til at mislykkes, lader langt de fleste af os som om lykken er lige om hjørnet. Den er næsten inden for rækkevidde, og når bare vi kommer over på den anden side af nytår, deadline, skilsmissen, etc., så er den der. Hvis nu bare vi prøver lidt hårdere, tjener lidt mere, sætter lidt flere mål, finder en anden partner, tager endnu en uddannelse, får et barn mere, så sker det. Så bliver vi lykkelige!
Et fatamorgana
Men ”Projekt Lykke" er et fatamorgana, som meget sjældent bliver til virkelighed og endnu sjældnere fastholdt ret længe ad gangen. Ofte beskriver vi lykken som noget der kommer i glimt, i sekunder eller minutter ad gangen. Men hvem siger, at det behøver at være sådan? Hvorfor tror vi, at lykken kun kan opleves glimtvis?
Ikke mig. Jeg tror på, at lykke kan være en tilstand og ikke blot en flygtig følelse. Og derfor fascinerer det mig altid, når mennesker virker lykkelige.
At værdsætte
For mange år siden mødte jeg en kvinde ved navn Rehanna på et retreat. Og Rehanna virkede mere end lykkelig. Hun fortalte mig, at hendes liv havde taget en brat drejning, da hun som 62-årig mistede sit livs store kærlighed.
Det havde med katapult-kraft sendt hende væk fra hendes mellemtilfredse liv som børnehavepædagog, især fordi noget af det sidste hendes mand havde bedt hende om, var at følge sit hjerte. Han vidste godt, at hun nogle gange havde gået på kompromis, fordi de to havde elsket hinanden så højt, og derfor bad han hende nu om at værdsætte hvert eneste øjeblik og udleve sine drømme.
Og det lovede Rehanna, også selvom det ville været et svært løfte at holde, for hvordan kunne hun sige andet end ja? Ja, til at værdsætte hvert øjeblik, følge sit hjerte og lægge alle sine undskyldninger bag sig og være lykkelig?
Måden hvorpå Rehanna formåede at sætte pris på livet og værdsætte hvert øjeblik satte tanker i gang hos mig. For ville jeg være i stand til at værdsætte livet, selv når det var svært? Ville jeg være i stand til at give slip på mine forhindrende overbevisninger en gang for alle? Er værdsættelse det samme som enighed? Og ville det blot gøre mig til et lallende fjols med lyserøde briller?
Omvendt, hvordan skulle jeg kunne lade være med at værdsætte hvert eneste øjeblik, når jeg vidste, at jeg kun havde dette liv? Og værdsætte betyder jo egentlig ikke at være toplykkelig og glad hele tiden.
Værdsætte betyder blot netop det - at værdsætte. Værdsætte selv et raserianfald og følelsen af travlhed. Værdsætte et skænderi. Værdsætte den sure buschauffør.
Det er ikke ensbetydende med at være enig i det, der sker. At se det gode i alting og på en lalleglad facon konstant lede efter halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Det handler simpelthen om blot at værdsætte, at jeg har endnu en dag, endnu en time, endnu et minut med, hvad end det måtte indeholde.
At glæde sig
Så det forsøger jeg at gøre hver eneste dag. Hver eneste time. Så godt jeg kan. Noget af det, der hjælper mig med at værdsætte er at tænke over, hvad jeg har at glæde mig til. Hvad jeg har at se frem til. Selv her midt i vintermørket og kulden, som nok er det, der fylder allermest hos os alle her i januar og februar.
Lige nu går jeg fx rundt og glæder mig helt usandsynligt til, at min lærermester, Roxanna Padmini kommer til Danmark og bliver i hele seks uger, hvor hun skal holde en lang række workshops og foredrag om blandt andet det at mærke efter. At se det gode i livet. At se lyset. At finde lykken. Du kan læse mere om, hvad Roxanna har at byde på, mens hun er i København her.
Kh. Sofia