Her til morgen satte jeg mig på en lille hyggelig cafe i vores hvide landsby i det spanske. Og mens jeg sad og nød min stærke kaffe, var der pludselig en kvinde, der prikkede mig på skulderen og spurgte “ Er du Sandra”?
Det var jeg jo ikke, men vi faldt alligevel i snak. Hun var engelsk, tæt på 60 og for 10 år siden var hendes mand død alt for ung. Midt i sin sorg solgte hun det meste af, hvad hun ejede og købte en lille Finca her i Andalusien
Samtalen med kvinden var hyggelig og sjov, men det der egentlig var mest påfaldende var hendes lykke. Hun simrede simpelthen af lykke.
Ikke fordi alt var perfekt i hendes liv. Hun kæmpede både med skavanker og økonomien. Men i hendes øjne kunne jeg skimte lykken.
Hun fortalte, at alle havde troet hun kun havde handlet i sorgens tåger, da hun forlod England til fordel for en forfalden ruin langt ude i de Andalusiske bjerge. Men hun vidste, at hun var på rette vej.
“Jeg havde brug for at finde tilbage til mig selv. Mærke mine fødder mod jorden. Læse en bog i skyggen. Bygge mit eget liv fri for alle mine gamle fortællinger og undskyldninger”, fortalte hun mig.
Vi afsluttede samtalen, og efterfølgende som jeg sad der med min stærke kaffe, midt i vores lille hvide landsby omgivet af ældre herrer med stok og hat og kvinder småsnakkende med deres veninder, kunne jeg selv mærke den simrende lykke.
Den var lige der. Er lige her. Og Jeg har altid et valg. Jeg kan give mig hen til alle udfordringerne og problemerne i mit liv. Kriserne og dramaerne. Elller jeg kan mærke efter, hvor lykken simrer og lytte til den og gå efter den.
For lige om lidt er det dig eller mig, for hvem tiden er gået. Og hvad valgte vi så? Lykkens duft eller dramaernes slør?
Husk, at der stadig er en enkelt plads tilbage på mit Urban Retreat i august. Kom, lad op op og få klarhed lige her.