I denne uge medvirkede jeg i TVÆRS som coach, og det var en dejlig oplevelse.
Pigen der var ugens case kæmpede med sine relationer. Især med mænd, hvor hun kom til at tiltrække mænd, som ikke var gode for hende. Og hvor hun glemte sig selv.
Alle i studiet (4 piger) genkendte alt for godt det med at glemme os selv. I vores arbejde. I en veninderelation. I en arbejdsrelation. Og måske allermest i kæreste relationer.
Når det sker for mig, kan det næsten føles som, at alt kontakt til mine egne værdier forsvinder for en stund. Bliver glemt. Og ofret til fordel for relationen med et ønske om holde “smooth waters og undgå afvisning” Og dermed bliver en vigtig del af relationen glemt, nemlig mig selv.
Nogen gange kan det næsten føles som en dårlig kopi af mig selv har overtaget scenen. En kopi, som siger og gør ting, som slet ikke føles som mig.
Pludselig
Går jeg på kompromis med mig selv
Føler jeg mig mindre end
Får jeg lyst til at flygte
Får jeg lyst til at holde kunstigt fast
Og det kan sagtens være i relationer, som ellers er gode. For eksempel den med min mand. Eller en tæt veninde. Eller min mor.
Pludselig kan jeg slet ikke se dem, som de er. Eller mærke mig selv, som jeg er. Jeg ser kun deres mønstre. I relation til mine egne mønstre. Og virkeligheden som den er forsvinder ud af vinduet sammen med al fornuft og selvindsigt.
Det er næsten som om, der er en forældet puslespilsbrik, som bor på toppen af mit hovede. Og den består af alle mine mønstre.
På den ene brik står der “Jeg er usikker” På den næste står der “Jeg er kun god nok, når jeg er sød” På den tredje står der "Jeg skal altid være i godt humør”
Og så går jeg ud i livet og tiltrækker mennesker og relationer, der netop passer til mine brikker. Ikke fordi disse mennesker er onde. Eller gør det med vilje. Men simpelthen fordi, deres mønstre passer til mine.
Deres brikker hedder måske “Jeg er arrogant” Og den næste “Jeg er vred” Og den sidste “Jeg er i lige det humør, der passer mig”
Og på den måde passer vores brikker sammen. Helt perfekt. Eller sådan kan det føles. For når vi er meget forskellige opstår, der kemi. Vi bliver forelskede. Eller fascinerede.
Som vi talte om, da TVÆRS var slut, bliver vi ikke tiltrukket af de søde mænd (Og med sød mentes dem, som bare er “nemme” at være sammmen med”)
Nej, for med dem er der ingen kemi. Ingen energi. Og faktisk heller ingen mulighed for healing.
Men uanset hvad, så har vi altid et valg. Valget om at leve vores gamle mønstre ud, og dermed ende med, at det hele bliver mere eller mindre dysfunktionelt. Eller vi kan vælge at se dem opstå. Mærke dem. Lade dem være der. Acceptere dem. Og sende dem kærlig opmærksomhed.
Og derefter STÅ ved os selv. Fuldt ud. I en hver relation. Altid.
Du kan lytte til programmet lige her, hvis du har lyst til at høre mere