Vi har dem allesammen: Svære perioder i livet. Perioder, hvor det synes som om, det hele ramler. Eller hvor det i hvert fald føles sådan.
Ofte er det ikke sandt. Det er ikke det hele, der pludselig er imod dig. Grunden til at det føles sådan, er måske snarere, at du alt for længe har overhørt signalerne om, at du var på vej i den forkerte retning. Og når vi fortsætter for længe i den forkerte retning, så er vi pludselig faret mere vild, end vi behøvede at være. Lyder det hårdt? Sådan er det ikke ment. For det er helt normalt og noget, som de fleste af os kommer til at opleve i livet. Vi overhører vores klare fornemmelser…
Om at jobbet ikke er det rigtige for os
Om at kæresten ikke er den rigtige
Om at vores børns skole ikke passer til vores barn
Om at den måde vi spiser/drikker/lever på ikke er den rette for os
Og i stedet for at lytte og rent faktisk gøre noget, kommer vil til at fjerne os længere og længere væk fra os selv, ved f.eks. at:
Dramatisere (hvilket aldrig har løst noget)
Blive ofre - “hvorfor mig"? "Det går altid ud over mig”! (hvilket aldrig er sandt)
Skabe et nyt, mindre, problem, så vi ikke fokuserer på det største problem (køber en hundehvalp i stedet for at sige op f.eks.)
Læne os overdrevet op ad andre - tænker at nogen andre har løsningen (hvilket de aldrig har)
Brokke os (hvilket heller aldrig har løst noget)
Det virker aldrig at fjerne os fra os selv. Det virker til gengæld at spørge sig selv: “Hvad foregår der egentlig her?!”. For ofte er kriserne wake-up calls. Påmindelser om. hvem du også er. Eller var. Eller kunne blive. Kriserne peger på, hvad der skal ændres. I dit liv. Og når du overhører dem, kan du komme til at sabotere dig selv. Til gengæld kan krisen, når du lytter efter, blive et vendepunkt og dit livs vigtigste læremester.
I næste uge fortæller jeg om, hvad du kan gøre med dine wake-up calls., så de bliver en gave i dit liv i stedet for blot at være noget, der er er smertefuldt.
Kh. Sofia