Hvordan er din relation til dig selv?

Coaching bliver ofte misforstået som noget, der alene handler om, hvordan vi kan blive bedre, gøre mere, fikse os selv. Men Coaching er også meget andet. Coaching og selvudvikling i det hele taget handler i høj grad også om både at lære at acceptere sig selv og opdage nye sider af sig selv. Og ikke så lidt om at turde leve det liv, der for os hver især føles rigtigt.

Da jeg arbejdede for Tony Robbins i en årrække, lærte jeg en masse om være motiveret og drevet. Det har haft en enorm betydning for mit liv og rummer lærdomme, jeg bruger hver eneste dag. 

På et tidspunkt nåede jeg imidlertid et punkt, hvor jeg simpelthen var ved at brænde ud, fordi jeg konstant følte en forpligtelse til at skulle være top-motiveret til alle opgaver og på alle planer, hele tiden. 

Jeg indså ad den vej, at Coaching også må handle om at turde vise hele sit jeg til verden - om at stå ved, hvem du er. For at stå ægte, stærkt og ved (hele) dig selv, må du vise alle farverne på paletten. I længden holder det simpelthen ikke, at du kun viser de pæne sider og den altid topmotiverede indstilling. 

Jeg måtte altså lære at turde folde hele mig selv ud! Men hvordan gør man det? For det var ikke gjort med en beslutning og et fingerknips. 

Jeg kæmpede længe med det. Jeg manglede værktøjer syntes jeg og jeg besluttede mig for at sætte ud på en rejse for at finde dem…

Nu, mange år senere, har jeg indset, at meget kommer gennem at acceptere sig selv (og det er der mange gode værktøjer, der kan hjælpe med) og at det i sidste ende handler om din relation til dig selv. Heri kan der ligge en stor udfordring og for mange også et uhyre vigtigt svar: Hvordan er din relation til dig selv? Også til de dele af dig selv, du ikke er så vild med? 

Det er, hvad denne uges video handler om. God fornøjelse. 

Kh. Sofia