Da jeg var sidst i 20'erne blev jeg spurgt af Alt For Damerne, om jeg ville være ekspert i deres ekspertpanel. Det var for mig en kæmpe ære, og æren blev ikke mindre af, at Tine Bryld var en af de andre eksperter.
Jeg stod selv midt i ungdomslivet, og her skulle jeg så være en kapacitet sammen med en af de største kapaciteter på sit område. Endda en kvinde, som jeg havde lyttet til igennem hele min ungdom i programmet TVÆRS.
At være en del af det panel var noget af det mest lærerige, jeg har prøvet. At jeg hver eneste uge skulle besvare spørgsmål fra læsere om alt muligt og umuligt gav mig ufattelig meget, og jeg fik en gang for alle slået fast, at vi alle kæmper med noget. Måske kan det ikke ses. Måske aner du det ikke. Men de fleste du møder har deres helt egen personlige kamp.
Derfor undrer jeg mig også hver gang, jeg læser om, hvor forkælede ungdommen er i dag. Om hvor mange muligheder de har (som de ikke tager) Om hvor let de har det med forældrekøb, mødre på spring og curlingopdragelse. Og om hvordan de slet ikke burde have det svært, og hvis de alligevel har det, er det alle de førnævnte ting, der har hindret dem i at se, hvordan livet i virkeligheden er, og ikke fordi der reelt er noget, der trykker dem.
Det er nemlig slet ikke min erfaring. På vores coachinguddannelser og i mit arbejde som coach møder jeg hver eneste uge unge, som kæmper med livet. Og det er alvorligt, og de står ofte alene med det.
Og derfor bliver jeg også nødt til at spørge nu; Er det ikke riv rav ruskende ligegyldigt, hvorfor de kæmper? Faktum er vel, at de kæmper. At der er noget i deres liv, der er gået i stykker. At de har brug for hjælp til at finde det lys, som de længes sådan efter.
Hvis et ungt menneske kom til dig og sagde;
“Jeg føler mig ensom”
“Jeg ved ikke, om jeg kan leve op til kravene (egne og andres)"
“Jeg føler mig ikke god nok”
Ville du så svare:
“Det er nok, fordi du har haft en curlingopvækst”
“Hvordan tror du, jeg havde det som ung?"
“Slap dog af! Du kan da bare tage den med ro!"
Forhåbentlig ikke!
For, for det menneske, som står med problemet er det lige præcis så stort, som det føles. Og derfor skal det aldrig gøres mindre. Eller nedgøres. Ellers overhøres.
Det skal ses i øjnene. Lyttes til. Og mødes med empati og forståelse. Også selvom problemet måske ikke føles så vigtigt for dig. Det er sagen uvedkommende, hvordan du har det med dit medmenneskes problem. Det eneste interessante i denne henseende er om, du har overskud nok til at række hånden ud og hjælpe et ungt menneske, der har brug for det. Og det håber jeg de fleste ville kunne. For det er der brug for. Også selvom vi lever i et I-land fyldt med mad og uddannelser til alle.
Heldigvis findes der allerede mange, der tager de unges problemer alvorligt. Blandt andet folkene inde på TVÆRS, der stadig kører i radioen efter 45 år. Og snart bliver jeg en af dem. Jeg er nemlig lige blevet spurgt, om jeg vil være besøgende coach i programmet. Og det sagde jeg selvfølgelig stolt ja tak til. Og glæder mig til måske at kunne hjælpe et ungt menneske lidt på vej.
Vi skal nemlig lytte til de unge. Og svare dem, når de spørger.